“Spejlekkofon”

Mirrechophone
2000

Spejlekkofonen er en relationsmekanisme, der skal opleves af to personer samtidig. Spejlekkofonen er et operationsrum, et forum til udveksling af ansigtsudtryk og stemmer / ord. Den undersøger begrebet “kommunikation” forstået som udveksling af indtryk og udtryk. Spejlekkofonen fremstår som et funktionsmøbel for to personer, som vil udveksle ansigtsudtryk og stemmer / ord.
Funktionsmekanismerne i Spejlekkofonen består af en visuel og en auditiv del.

Den visuelle del består af en semi-transperent spejlflade og en computerstyret lyssætning, som animerer belysningen omkring spejlet. I spejlet opleves en dobbeltspejling, hvorigennem man udveksler ansigtsudtryk med hinanden. Man kan så at sige komponere på det fælles ansigtsudtryk — tilpasse, gå bag og igennem hinandens ansigter — som er det masker. Spejlingen appelerer meget hurtigt til leg og grimasser, men er samtidig uhyggelig direkte og stiller på en overrumplende måde spørgsmål til, hvad gensidig udveksling og kommunikation muligvis også er, — altså i udvidet “augmented” forstand. Hvor meget griber man ind i hinanden?

Den auditive del består af en sensor, som ved tale aktiverer en mikrofon. Mikrofonen er tilkoblet et computer-objekt, som pitcher og dekomponerer de verbale udsagn — de udsagn man sender afsted til den person, man spejler sig med. Objektet kan registrere en ordlyd — altså en sammenhængende lyd med “luft” omkring — en registrering af hvert enkelt ord eller sætning. Den lydlige dekomponering destruerer ikke det enkelte ord, men opererer i sammensætningen af ord. På denne måde “fortolkes” der på det udsagte, — gennem fraseringer, gentagelser og rytmisk bearbejdning.