Body Art Performance

Manifest 1993
- ved Karin Søndergaard og Kjell Yngve Petersen

Boxiganga betyder oversat: “rejsende i indre meninger”.
Vores sceniske sprog kan betegnes som handlingsbevægelser struktureret i billedførende performances.
Det er visuelt scenekunst inspireret af billedkunsten, dansen og filmen. Vi arbejder med det mål i skabelsen at eksperimentere og afprøve nye veje. Både kunstnerisk, arbejdsmæssigt og i forhold til publikum.
Vores formudtryk kan beskrives som skulpturel performance — “Body-Art” — med de optrædende snarere som billedbærende performere end som skuespillere og dansere.

I søgen efter oprindelige udtryk
Som kunstnere oplever vi det som essentielt konstant og vedvarende at stille os selv spørgsmål.
I vores kunstneriske søgen såvel som i skabelsesprocessen af vore performances.
At definere disse spørgsmål — ikke for at give svar, men for at udvide opfattelsen af virkeligheden og vore mentale og fysiske relationer hertil.
“At se indenom måden at de på”.
Vi søger en enkel udtryksform, som måske snarere finder slægtskab med billedkunstens verden end med det litterært funderede teater.
Et udtryk, hvor der lægges stor vægt på plads til eftertanken.
At give plads til eftertanken — som et spejl at reflektere sig selv i. En slags meditativ akt, hvor man kan hente visioner fra dybere lag i sig selv.

Om tilstedeværelse, tilstande og energi
En del af vores træning handler om at vække energier, som er bundet i krop og sind. At vække energier til en kropslig erindring om den natur vi er, og den kraft der ligger i vor natur.
At vække disse kræfter er en forudsætning for at opnå en dybere tilstedeværelse. En større grad af tilstedeværelse er måske det samme som at fylde tidens rum ud.
Man kan opleve det som en tilstand af tomhed.
Om man kan komme hertil afhænger af evnen til bevidst hengivelse til nuet.
Dette kaldes også koncentration.
Det kropslige udtryk er desuden et sprog i sig selv, rigt nuanceret og let forståeligt. Det komunikerer fortrinsvis intentioner, tilstande og sindsbevægelser.
I et nærvær med kød, nerve puls.
Formen virker stærkt engagerende på publikum, fremkalder indre billeder og fornemmelser.
Vi betragter kroppe som knogler, led og muskler. Gennem et system af øvelser og varierede indfaldsvinkler og udfordringer skærpes den billedlige motorik.
De specielle karakteristika ved at være performer er, at man selv er udtryksmaterialet, man er selv leret, lærredet, filmen, lyden. At man aldrig får et direkte kendskab til sit udtryk udefra, og at man forvandles for hver gang man optræder.
Det gør uværgerligt det at performe til et rituelt forehavende.

At nærme sig noget væsentligt
Vores indholdsintention hænger så meget sammen med vores måde at søge ud i formudtrukket, at det bliver til én ting. En fornemmelse af at have fat i noget, som har værdi.
Værkintentionen er sjældent i sig selv særlig aktuel - tidsktuel eller i en tidsånd - det går bag om alle disse ting. — Men resulterer ofte i afgørende udtryk i tiden. Måske fordi vi selv er et produkt af en tid og må reagere på den.
Den kunstneriske proces i opbygningen af en performance igangsættes ved at opstille koncepter ud fra enkle inspirationer, stringent bearbejdet til afsæt og rammer for en kropslig fordybelse. Heri udvikler partituret til det nye sceniske forløb sig gennem en række kunstneriske valg i en langvarig kropslig bearbejdning.
Processen foregår snarere i en række spring og konfrontationer, end som et kontinuerligt arbejde.
Fremførelsen af den færdige performance er hver gang en nyfortolkning, tro mod udgangspunktet, udført i de udspændte rammer.

Performance-kunsten benytter sit særlige kompositionsværktøj:
Tid ... at strække bevægelsen dertil, hvor den forlader sin fokusering på sit formål /resultatet og bliver til processen undervejs - bliver til en synliggørelse af handlingens intention.
Rum ... at vibrere levende skulptur. Performeren som objekt og maske i relation til scenerummets retninger, konstruktioner og stoflighed. Performeren som en del af en skulpturel installation eller billedkomposition.
Fylde ... i mindet opstår en fylde ved de tilstedeværende skulpturers stræk i rummet i udspænding af tiden.
Med koreografiens stramhed som springbræt, trækkes strukturer af kropslige mindelser — strukturer for det unævnelige. Det der ikke kan vises, men kun efterlades som erindring. En åndelig sitring. At fylde rummet ved at strække tiden. At skabe rum for oplevelsen.