Dance - Kinematograph / Voice - Concert

et hybrid generative art projekt



Projektet indeholder undersøgelser af:

A: Dance - Kinematograph
den fysisk rumlige og filmede visuelle kommunikation
+ interaktiv kompositionsmusik fra reallyd
Visual-maskine i hard & software
Koreografi i det interaktive scenerum
Komposition af interaktiv software som skaber musik-delen fra reallyde på scenen

B: Voice - Concert
den verbale / orale komunikation + interaktiv kompositionsmusik fra orallyd
Sprogmaskine udviklet med focus på betydning og betoning
Komposition af interaktiv software som skaber koncert udfra sproglyde

- gennem “kunstmaskiner” - genererede overførelser



Kunstmaskiner.
Kunst behøver ikke længere at manifestere sig i et færdigt og uforanderligt værk. Generative Art er udtryk for en ny kunstopfattelse, som udvikler sig i tæt forbindelse med computerteknologi. Ideen er at fremtidens kunstnere ikke vil producere færdige og uforanderlige værker, men istedet vil skabe maskiner, der genererer kunst. At kunstneren focuserer på at skabe processer, der resulterer i kunstværker, snarere end at skabe selve værket. Der er en klar sammenhæng med et mere generelt skift i det øvrige samfund af opfattelsen af forholdet mellem produktion og forbrug, mellem producenter og forbruger. Det bevæger sig mod at lade kunderne selv deltage i udformningen af den vare de ønsker.
Generative Art: “generate” betyder at skabe, og generative art er altså kunst i form af processer, der skaber et kunstnerisk udtryk. Der kan være elementer af generative art inden for billedkunst, musik, installationer og performance eller interaktive film. Fælles for dem er, at kunstneren opgiver noget af kontrollen for udfaldet af værket. I stedet for at forme værket nøjagtigt og ned til mindste detalje vil kunstneren styre den generelle retning og holde processen åben for variation og dynamik, for interaktion på scenen eller med publikum.
Computeren er naturligvis oplagt at bruge til at afvikle den generative proces, og dermed kommer kunstnerens arbejde i høj grad til at bestå i at konstruere “algoritmer”, det vil sige at programmere de spilleregler og beregningsmodeller, som computeren skal skabe eksempelvis billederne eller musikken efter.
Selvom kunstneren mister noget af kontrollen over, hvordan værket bliver, så kræver generative art samme diciplin og omhu som alle andre skabelsesprocesser. Indsatsen for præcision og detaljeformning ligger blot et andet sted i processen, nemlig i forståelsen af forholdene i og opbygningen af transformationer og genereringer.
For publikum flyttes focus fra at skulle opleve og tolke på kunstnernes færdige og uforanderlige værk, til at være vidne til eller deltager i en værkprogression. Hvor oplevelsen af værkets substans ikke på forhånd er givet og ofte er væsensforskellig ved hver opførelse og for hver enkelt publikum.

Modulation af udsigelser.
Artikulation af lyd til sprog foregår gennem et kompleks af konventioner om “ord” og deres i hvert tilfælde specifikke betoning og sammenhæng. Kun i en balance mellem konvention og variation — i en udveksling mellem form og indhold — eksisterer sproget og kan overføre kompleks betydning. I en bevidst accentuering og organisering af rytme, dynamik og tone kan sproget overlejres med musikalsk udtryk. Sprogmaskinen uddrager med musikalske og semiotiske parametre værkmateriale af det udsagte/udsungne. Komponisternes procesuelle værkmaskiner udnytter materialet som stemmer / instrumenter — musikalske udsagn — til at skabe en mange dimentionel koncert.

Bevægede aftryk af handlinger.
“Kinematograf” var det første navn på begivenheden “levende billeder” sidst i 1800 tallet.
Ordet er sammensat fra græsk af : Kinemâ.....bevægelse, legemers bevægelse uden hensyn til det, der bevæger sig, og til bevægelsens årsager; lys- og bevægelseskunst fx. bevægelig skulptur belyst. Anden del af ordet kommer fra: -’graf ....skrift, apparat til optegning, tegn, aftryk.
I sammensat betydning er det en maskine til fremvisning af “bevægede aftryk af handlinger”.

En danser optages auditivt og visuelt, — materialet processeres og bruges til at skabe lyd og billedrum på scenen.
Danseren efterlader derved handlinger som projektioner i scenografien, — som begynder at tolke hinanden.
De efterladte og allerede gjorte handlinger begynder at kommunikere indbyrdes. Flere rumligheder komnmer i samtale med hinanden. Handlinger som har forladt kroppen og nu eksisterer i sig selv som projektion, - bevidner sig selv - som H.C. Andersens Skyggen, der frigør sig fra mennesket og bliver selvstændig. Således betragter vi her den filmede handling - som noget der løsriver sig fra sin oprindelse og bliver en selvstændig faktor. Herved udvikles og påpeges et dilemma mellem handlings-motivationen og handlings-tolkningen, altså mellem det handlings-udførende menneske og de tolkende omgivelser — her tolkende kunstmaskiner.
Kunstmaskinen iscenesætter en progression i recycling af video-optagelser - i forsinkelse og komposition.
De recyclede optagelser bliver bearbejdede gennem filtre og etablerer en visuel og auditiv fortolkning - generated art.




I en overgang til den polycentriske tidsalder.
I udgangspunktet for dette projekt erkender vi den allerede nærværende fragmenterede verdensorden. Der er fokus på jeg-oplevelses-situationen i den fremtidige polycentriske tidsalder i det postindustrielle hyperkomplekse samfund, hvor verden kun kan overskues/ anskues fra en flerhed af observationspunkter. - Imodsætning til det verdensbillede vi er ved at forlade, - den antropocentriske, hvor verden anskues indefra, altså med ét observationspunkt. At definere omkring begrebet verdensorden — ikke ved at fastholde én focus, - men ved at sammenstykke focuseringer.

Koncept og udførelse:
Karin Søndergaard & Kjell Yngve Petersen

Komponister & softwaredesignere:
Åke Parmerud & Wayne Siegel

©boxiganga2001

Hent pdf