CroquisEvent

1992 - 95

CroquisEvent opstod som scenisk fænomen gennem en serie formmæssige undersøgelser omkring at samarbejde den billedlige og den teatrale proces, — at udforske kroppen som bevægelig og billedførende skulptur i et givet rum. At udforske kropsformernes minimale forskydninger på baggrund af forskellige former for tvang eller defineret reglement omkring bevæge-norm. Kroppene er her underordnet grundlæggende parametre, som f.eks. — horisontalitet versus vertikalitet, fleksion versus udstrakthed, bevægelse versus stilstand.
Kroppen iklædes bevægehæmmende kostume, — eller pålægges interaktion med objekter for at fremtvinge skulpturel rumlig form.

CroquisEvent er i endnu højere grad end Boxigangas øvrige performances domineret af rent visuelle aspekter. Alle traditionelle, fortællende forløb er væk og erstattet af stærkt symbolmættede stemningsbilleder, der veksler mellem subtile antydninger og grove udpenslinger.
Men selvon der ingen fortællinger er indbygget i CroquisEvents, så afkaster de enkelte sekvenser alligevel en mængde betydninger. Ikke mindst i kraft af deres titler aner man et civilisationskritisk sigte, som kun forstærkes, når man oplever de pågældende sekvenser. Derved leveres aktuelle fortolkninger af vores virkelighed.

CroquisEvent er scenisk billedførende optrædekunst specielt designet til et tegnende, malende og fotograferende publikum. Således fungerer CroquisEvent som et iscenesat værksted arrangeret som et møde mellem skulpturel bevægelseskunst og iagttagelsesskildring.